Et kæmpe efteruddannelsesløft via Erasmus – ud fra et ledelsesperspektiv
HF & VUC FynVi har på HF&VUC FYN gennem snart mange år arbejdet med uddannelsesprogrammer i EU-regi, tidligere Grundtvig og nu Erasmus+. Senest har vi været partnere i Erasmus-projektet ”SIATE”, som er et projekt du kan læse mere om her
Vi har deltaget med 2 erfarne projektmedarbejdere, samt 4 undervisere fra dels det almene og gymnasiale niveau.
Den store udfordring i en organisation er ofte at finde de rigtige dedikerede medarbejdere til at indgå i europæiske projekter, medarbejdere som kan se et udviklingspotentiale ved at være med – og medarbejdere, som dels vil arbejde stærkt ind i projektet, men også med udbredelse af projektet både ind i egen organisation og ud af organisationen til vores lokale- og nationale samarbejdspartnere.
Vi har som ledelse hele tiden haft den opfattelse, at netop deltagelse i disse projekter er et kæmpe dannelsesmæssigt løft af både de personlige og faglige kompetencer. Men hvordan sælger vi som ledelse det gode budskab?
Den første reaktion er ofte forundring over, hvad er det for noget, hvad er nytteværdien og skal jeg også løse den opgave ved siden af mit travle job som underviser? I gamle dage var det eksotisk med en flyvetur – nu er det blevet meget almindeligt for de fleste at stige op i en flyvemaskine. Så hvad skal der så til?
Som forstander har jeg tit oplevet, at den første overtalelse var vanskelig, men efterhånden som medarbejderne får sig arbejdet ind i projektet, svinder skepsissen og nysgerrigheden samt nytteværdien tager over.
De første trædesten for den enkelte er den vanskeligste, og det videre arbejde byder også på mange spændende udfordringer og læring om f.eks. kulturforskelles indvirkning på fremdriften i projektet, men udbyttet overstiger oftest langt fortrædelighederne.
Langsomt får deltagerne venskaber på tværs af EU, og den enkelte oplever forskelligheden, men også ensartetheden i de samarbejdende skoler, og netop ved at spejle egen praksis med andres, bliver man klogere på sit eget virke og på sig selv, som fagperson og menneske. Nytteværdien er nemlig ikke isoleret til et fagligt udbytte, men i lige så høj grad til et personligt udnytte, som er med til at forme og danne den enkelte som borger i vores eget samfund, men også som borger i en globaliseret verden.
Vi har som ledelse også en forpligtelse til dels at sprede organisationens deltagelse i projekter så bredt ud som muligt, men endnu vigtige – at få engageret flest mulige, og hvis man er i en stor organisation – at deltagerne dækker bredt i hele organisationen mht. geografi, ansættelse mm.
Vi har på HF&VUC FYN en international strategi, som overordnet beskriver vores formål med at deltage i EU-projekter, hvilket udbytte vi kan se vore ledere og medarbejdere kan få ved at deltage samt en prioritering af, hvilke temaer, som vi ønsker at indgå, samarbejder omkring. Det er vigtigt for os, at EU-projekternes temaer og emner kan bidrage til udvikling af vores organisation, personligt, i samarbejder og på organisationsplan.
At deltage i Erasmus-projekter kan på den måde blive en hovedhjørnesten i organisationens efteruddannelses-politik, og være med til at løfte det faglige niveau, det europæiske udsyn samt højne glæden over, hvilken praksis vi selv har udviklet.
Peter Vestergaard
Forstander HF&VUC FYN Viften